Tidligt mandag morgen udbrød der brand i en lastbil på Østjyske Motorvej E45. I lastbilen befandt 145 grise sig, hvoraf størstedelen efterfølgende blev aflivet med hjælp fra politiet, da de løb rundt på motorvejen til fare for sig selv og trafikanterne.
Natten til mandag kl. 03.54 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var udbrudt brand i en grisetransport, der var kommet kørende i sydgående retning på Østjyske Motorvej. Branden var opstået i nærheden af Harlev J mellem motorvejskrydsene Aarhus S og Aarhus V.
Flere patruljer fra Østjyllands Politi blev sendt til stedet, og allerede ved politiets ankomst kl. 04.05 var der flere hundrede meter kø på motorvejen, mens der fra grisetransporten var meterhøje flammer i den højre side af lastbilen.
Rundt omkring lastbilen og mellem de øvrige trafikanter løb der flere grise rundt på motorvejen, da de var blevet lukket ud i forbindelse med branden. Østjyske Motorvej E45 blev efterfølgende spærret i begge retninger, hvorfor episoden medførte en del forlænget rejsetid og køddannelse i morgentrafikken.
Brandvæsenet ankom kort tid efter og påbegyndte slukningsarbejdet af branden i lastbilen. Omkring kl. 04.37 var branden slukket.
Politiet hjalp til med aflivningsopgave
Af dyreetiske årsager besluttede Østjyllands Politi at bistå med aflivningsopgaven, hvorfor politiet foretog en nødvendig aflivning af flere grise på stedet, inden opgaven blev overdraget til øvrige myndigheder. De første skud blev afgivet omkring kl. 04.10.”Flere af grisene var kommet til skade, mens andre havde været udsat for en voldsom stressfaktor i forbindelse med episoden. Derudover løb der grise rundt i mørket på motorvejen til fare for trafikanterne i morgentrafikken, hvorfor vi besluttede, at de skulle aflives hurtigst muligt,” siger politikommissær Mikkel Møldrup, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
Kl. 06.48 blev det første spor genåbnet i nordgående retning, og først omkring kl. 08.15 blev begge spor i nordgående retning genåbnet.
”Episoden har medført en del trafikale gener på de fleste vejstrækninger i den vestlige del af Aarhus, og opgaven har også krævet en større indsats fra myndighederne. Vi har nu haft en drone i luften for at få et overblik over situationen, og de sidste overlevne grise er efterhånden blevet udfundet og sat på en dyretransport for at blive kørt væk fra stedet,” siger Mikkel Møldrup.
Østjyllands Politi er fortsat til stede på motorvejen og forventer, at oprydningsarbejdet vil tage det meste af formiddagen. Østjyske Motorvej E45 er fortsat omkring kl. 10.30 spærret i sydgående retning.
Den involverede lastbil er blevet sikret med henblik på nærmere undersøgelser, mens sagen vil blive efterforsket. Ingen personer er på nuværende tidspunkt sigtet, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.